Apr. 2025 | Nyheder |
  • Markant stigning i iværksættertal: I 1. kvartal 2025 er antallet af nyetableringer steget med 6,5 procent sammenlignet med samme periode sidste år. I alt blev 6.838 danske selskaber grundlagt i kvartalet.
  • Dermed ser det ud til, at iværksætterlystne danskere i begyndelsen af 2025 har trodset usikkerheden for økonomien.

Ikke siden 2022 har der været flere danskere, der er blevet iværksættere og har etableret et nyt selskab. 6.838 selskaber så dagens lys i første kvartal af 2025, og det er hele 6,5 procent flere end i første kvartal forrige år, hvor 6.418 selskaber blev grundlagt. Det viser vores nyeste analyse baseret på offentlige iværksættertal.

– Tallene er overraskende for mig, da politikere i 2025 har skabt stor usikkerhed om økonomiens retning. Det er i den forbindelse interessant, at det faktisk er i marts, at der var en kraftig stigning i antallet af nyetableringer i første kvartal, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.

– Nu skal en enkelt måneds – og i øvrigt også et kvartals tal – selvfølgelig ikke tillægges for stor vægt, men det er da glædeligt, at flere danskere nu vil være iværksættere. Selvom vi stadig er på et lavt niveau sammenlignet med for eksempel højkonjunkturen efter den første corona-nedlukning, fortsætter han.

Her ses udviklingen i nyetableringer fra 1. kvartal de sidste 10 år. Vær opmærksom på, at tallene fra 2014-2019 er påvirket kraftigt af IVS-ordningen.

Hos Experian-direktøren er den aktuelle uro om handelskrig negativ for dansk og international økonomi, og langtidseffekterne kan være mærkbare, hvis der ikke trækkes i håndbremsen i løbet af de kommende uger og måneder.

– Inflationen er normaliseret, og renterne er muligvis på vej endnu kraftigere ned. Men de parametre vil sandsynligvis ikke kunne afbøde de udfordringer som en længere handelskrig vil give til dansk økonomi og dermed iværksætterlysten, siger Bo Rasmussen.

– Samlet set er dansk økonomi og de danske forbrugere stærkt kapitaliseret, og med lavere renter er der meget, der taler for, at det vigtige boligmarked holder sig oven vande. Samtidig har vi flot vækst i defensive sektorer som medicinalbranchen, og dermed er der grund til at tro, at vi kommer til at klare udfordringerne relativt godt, fortsætter han.

Urolige kreditmarkeder

Nye selskaber mangler ofte kapital til at udfolde sit potentiale, og derfor er adgangen til kredit fundamental. I perioder, hvor fremtidsudsigterne er lidt slørede, bliver det ofte vanskeligere at låne penge, og derfor er det vigtigt, at selskabernes ledelser har basisforståelsen af forretningsverdenen på plads.

– Flere iværksættere tænker i dag langsigtet og arbejder med forretningsplaner og -strategier. Det er en sund udvikling, da det giver bedre mulighed for at klare sig på længere sigt, og det giver utvivlsomt en konkurrencefordel i en periode, hvor kreditmarkederne måske strammer til, forklarer Bo Rasmussen, der pointerer, at långiverne også har et stort ansvar.

– Långiverne skal selvfølgelig sikre sig, at de får pengene tilbage ved at udføre en grundig kreditvurdering, men det er også vigtigt, at der bliver ydet lån til de mange gode iværksættervirksomheder, der har en god og bæredygtig forretningsstrategi, slutter han.

Traditionen tro er det primært i kommuner i Region Hovedstaden, at de mest entreprenante indbyggere findes – nordjyske Rebild Kommune klemmer sig lige ind på en 10. plads som første kommune uden for hovedstadsområdet.