Flere og flere danskere udsættes dagligt for svindelforsøg, og i disse år vokser problemet eksponentielt i takt med, at svindlernes metoder bliver forfinet og teknologien mere avanceret. Men hvilken type svindel var den mest almindelig i 2024? Og hvor har virksomhederne fokus i 2025?
Det kan du blive klogere på i i vores seneste rapport om digital svindel, som er udarbejdet efter interviews med 56 danske beslutningstagere fra finans- og telesektoren.
I løbet af 2024 var der især to typer af svindel, der steg markant ifølge virksomhederne – identitetstyveri og forsøg på hvidvaskning ved hjælp af et muldyr (money muling). 42 og 44 procent angiver, at de to svindeltyper er øget betragteligt, i året der gik.
– Vi må konstatere, at finans- og telesektoren fortsat er voldsomt udsat, når det kommer til svindelforsøg. Alle de populære typer af svindel, som vi har spurgt ind til i rapporten, har været et større problem i 2024 sammenlignet med 2023, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian og fortsætter:
– Det er desværre en vanskelig kamp, hvor gevinsten for svindlerne generelt er høj i forhold til risici. Og de teknologiske muligheder gør det hele tiden nemmere for de kriminelle og vanskeligere for forbrugerne, der ofte halter mange skridt efter de velorganiserede svindlere.
På den positive side er virksomhederne opmærksomme på problemet, og der bliver investeret større og større beløb i at sikre sig selv og forbrugerne mod de kriminelle.
Hos de fleste respondenter er kontrol og overvågning af potentielle hvidvaskforsøg – såkaldt AML (Anti Money Laundring) – øverst på agendaen i 2025. 54 procent angiver, at de investerer i mere avancerede AML-løsninger i løbet af i år.
For 50 procent bliver machine learning et investeringsområde i 2025. Machine learning kan for eksempel være algoritmer, der finder uregelmæssigheder i data og adfærd, der kan være svindelforsøg.
Til gengæld er data fraud orchestration, der samler forskellige svindelværktøjer til et helhedsbillede i realtid, allerede en del af dagligdagen hos 57 procent af finans- og televirksomhederne. Dermed er orkestreringen af de mange tilgængelige værktøjer den mest populære metode til bekæmpelse af svindlerne. På andenpladsen er løsninger, hvor virksomheden deler data i brugergrupper med andre aktører.
52 procent angiver, at de allerede i dag deltager i en eller anden type af brugergruppe hvor data kan deles.
– Rapporten viser, at investeringslysten er stor hos mange virksomheder for at beskytte sig selv og forbrugeren, og det er positivt for alle. Men der er trods alt også en stor del af virksomhederne, der inden for de forskellige typer af svindel ikke har umiddelbare planer om at investere. Det kan godt være bekymrende, fordi kampen mod de kriminelle er vanskelig og bestemt ikke bliver lettere i fremtiden. Digital svindel har udviklet sig til en professionel industri og er en trussel, vi alle skal tage yderst alvorlig, siger Bo Rasmussen.