Minkbranchen har været i vælten de seneste uger, og for den enkelte minkavler ser det ikke ud til, at der falder ro på forretningen i den nærmeste fremtid. Tværtimod er der lagt op til fortsat oprørte vande, og helt nye konkurstal for november tegner sammen med en analyse fra data- og analysevirksomheden Experian et dystert billede for de minkavlere, der skal forsøge at lande på benene efter en tumultarisk periode, hvor der stadig ikke er klarhed over kompensationer.
- Generelt er dansk erhvervsliv i god form vurderet ud fra novembers konkurstal, men specifikt for pelsdyrbranchen er konkurserne begyndt at vise sig. Konkurstallene er endnu ikke voldsomt store, men viser alligevel, hvor presset branchen er. En del minkavlere står lige nu med udsigt til en nært forestående konkurs, kontrolleret nedlukning eller dvaletilstand, forklarer Bo Rasmussen, der er nordisk salgsdirektør hos Experian.
Analyse viser svækket branche
Datavirksomheden har ud over konkurstallene også været dybere nede i nøgletallene for avl af pelsdyr, men heller ikke dér er der meget glæde at hente for de pressede avlere.
Kraftigt vigende priser over de seneste mange år har skåret kraftigt i egenkapitaler og indtjening. Både i 2018 og 2019 har den gennemsnitlige minkavler, der har pligt til at offentliggøre regnskab, haft en primær indtjening på cirka minus 850.000 kroner, og over syv ud af ti farme har kørt med underskud de seneste to regnskabsår – for alle brancher er det kun tre ud af ti virksomheder.
- Vores analyse viser, at 24 procent af minkfarmerne havde konkursretning baseret ud fra 2019-regnskaberne, men det billede er jo ikke ligefrem blevet bedre for de fleste af avlerne siden, og det viser klart, at branchen er presset på mange fronter lige nu. Det var den også, inden corona fik tag i minkene, fortæller Bo Rasmussen.
Usikker fremtid med lys?
Ifølge Experian-direktøren er usikkerheden stor for minkavlerne, fordi der mangler afklaringer. Men måske kan der være avlere, der trods alt kan få noget positivt ud af situationen.
- De avlere, der har fået lov til at pelse minkene og måske alligevel havde planer om at stoppe produktionen på grund af de lave priser, kan måske hente en lille økonomisk gevinst, der kan være med til at lukke lidt af hullet.
- Ud over kompensation er priserne på minkskind galoperet op, fordi faldet i den danske produktion har tippet verdens udbud, der ikke længere følger efterspørgslen. Priser, som der nu er udsigt til, kunne avlerne kun drømme om ved en mere normal afvikling. Omvendt ser det umiddelbart sortere ud for de mange nordjyske avlere, der bogstavelig talt har stoppet minkene i et sort hul, forklarer Bo Rasmussen.
Få konkurser generelt i erhvervslivet
Generelt viser konkurstallene for november et erhvervsliv, der fortsat har iført sig en corona-teflon. Antallet af konkurser blandt danske virksomheder er groft sagt savet midt over, når du sammenligner november 2019 med november 2020. Erhvervsgrupperne landbrug og fast ejendom er de eneste, hvor antallet af konkurser er steget.
- Vi oplever fortsat ikke en bølge af corona-relaterede konkurser, og det er jo positivt for vores erhvervsliv og dermed samfundsøkonomi. Rent faktisk har vi næsten barberet en tredjedel af antallet af konkurser de seneste tolv måneder sammenlignet med samme periode året før, forklarer Bo Rasmussen.